Idéen om, at Køge Amatørscene skulle have en forestilling med vovede viser og sjove sange, blev realiseret i 2023. Efter en masse stemmebåndssabotage, tekstterperier og kostumeknofedt stod Syngepigerne fra Køge på egne ben i efteråret 2023 og mistede slet ikke balancen, selvom scenen også er skrå.
I øjeblikket er der otte syngepiger (m/k) og tre musikere i ensemblet. Vi giver den gas, morer os ud over, hvad der er anstændigt, og deler gerne vores sang og glæde med publikum, både indenfor murene som udenfor, hvor vi lejer os selv ud på timebasis.
Det er ikke nogen hemmelighed, at vi er stærkt inspireret af Bakkens Hvile i Klampenborg, tilsat noget Køge Høns (m/k) og ikke mindst fest og farver!
Skal du have rund fødselsdag, skal firmaet have et indspark som isbryder, skal du bruge et frisk pust i din forening, skal dit spillested have et kick, så book os f.eks. til tre kvarter eller til et par timer med pause i midten. Kontakt vores kolportrice, Merete Carlsen, for at høre nærmere.
Har du selv lyst til at være “Syngepige fra Køge” (m/k), så er det også Merete Carlsen, du skal kontakte.