Køge Amatørscene Rotating Header Image

Foreningens historie

Fortalt af Peter Brønnum i 1999.

Kjøge Avis skriver 28. januar 1867: “Onsdag den 23de Januar sidstleden, blev et selskab under navnet “Kjøge dramatiske Forening” dannet. Samtidig bleve de i den anledning forfattede love satte under discusion, af selskabets over 100 medlemmer.”

Østsjællands Folkeblad skriver 12. november 1901: “”Kjøge Dramatiske Klub af 12. nov. 1901″ bliver stiftet. Klubben agter at arrangere en kort række dilettantforestillinger på Arbejdernes Teater i Norske Løve. Den første formand var Bager Knud Hansen.”

Hvor længe “Kjøge dramatiske Forening” og “Kjøge Dramatiske Klub af 12. nov. 1901” levede, vides ikke med bestemthed.

Køge Dramatiske Forening

24. februar 1939 blev “Køge Dramatiske Forening” stiftet.

Anledningen til foreningens grundlæggelse var by- og museumsspillene i forbindelse med Køges 650 års byjubilæum i 1938. Foreningens første formand, landinspektør N. Herlow, var formand frem til 1958, hvor han blev afløst af grosserer Henry Petersen, der også var med til at starte foreningen. Begge forblev medlemmer af scenen resten af deres liv. Senere fulgte Edömer Cseh, Jørgen Jespersen, Dida Houby, Kjeld Svenningensen, Preben Hansen, Erik Mollerup, Kirsten Nørgaard, Lisbeth Hofmann, Kirsten Hansen , Mogens Høhling og Michael Jelved i 2012.

I februar 1972 udkom det første nummer af “Stikordet“, hvor bestyrelsen bl. a. talte Jørgen Jespersen som formand og Ib Helge Hansen som kasserer. I de første numre omtaltes Bodil Birch, Nete Madsen, Kirsten Hansen, Jørgen Poulsen, Georg “Gokke” Sternberg, Lisbeth Hoffmann, samt en del flere, der alle stadig er aktive i foreningen.

“Køge Dramatiske Forening” fyldte 25 år i 1964, og i den anledning opførtes Vildfuglen på Teaterbygningen, instrueret af N. Herlow.

Nyt navn og scene

I oktober 1970 blev foreningen omdøbt til “Køge Amatørscene”.

Den 10 marts 1973 blev “Køge Scenen” indviet på Kirstinedalsskolen, og det var første gang, amatørerne havde eget spillested. Der var plads til 57 tilskuere i kælderlokalet.

Før den tid foregik det ved “dagligstueprøver” og prøver i Teaterbygningen på iskolde vinterdage. Anstrengelserne resulterede i opførelsen af en til to lødige værker om året. Den byggefond, som var etableret, da foreningen blev dannet i 1939, blev brugt til at få indrettet “Køge Scenen”, som teatret blev døbt.

24. februar 1974 fejredes 35 års jubilæet med reception og forestillingen Lukkede Døre af Jean Poul Sartre. Her nævnes Niels Herlow og Henry Petersen, som begge medvirkede til oprettelse og videreførelse af foreningen. Sæsonkontingent var kr. 50 for en familie, kr. 30 for en voksen og kr. 10 for børn.

Opstart af børnehold

Tirsdag d. 5. september 1978 startede Lisbeth Hoffmann og Kirsten Hansen det første børnehold med børn i alderen fra 5 til 12 år, bl.a. startede Pia Rosfeldt som 5-årig. Hun hedder nu Reumert og har sin datter Laura med på scenen. Omkring jul dette år var der 32 børn, hvorfor man delte børnene, så der blev et hold for 5-9 årige, og et hold for 10-13 årige.

40 års jubilæet blev fejret 24. februar 1979 med reception, efterfulgt af et causeri af Henry Petersen. Derefter gallaforestilling med Skærmydsler før pausen, og senere blev der vist uddrag af følgende opsætninger, der havde vist af foreningen: Den Kære Familie, Manden i maanen, Vildfuglen, Pas på Malingen og Ansøgerne. Efter forestillingen var der jubilæumsmiddag og fest med alt hvad dertil hører. Samme år blev “Køge Amatørscenes dramatiske bibliotek” oprettet på foranledning af Bodil Birch.

Fredag d. 11. marts 1983 fejrede man 10 års fødselsdag på “Køge Scenen” med opførelsen af Jeppe på Bjerget. Samtidig indførtes det logo, som stadig benyttes til teatret “Køge Scenen”. Det blev første gang foreslået af bestyrelsen i 1974, at vores teater (spillested) skulle have et logo.

BJU-afdelingen holdt 10 års jubilæum i april 1988 og markerede dette ved at spille Folk og røvere i Kardemomme by, med musikledsagelse af Køge Musikskole.

4.-11. juli 1988 deltog medlemmer fra Amatørscenen i egnsspillet Satans Store Port. Anledningen var Køges 700 års byjubilæum.

24. februar 1989 fejredes foreningens 50 års jubilæum med en vellykket jubilæumsrevy.

Sidste forestilling på Kirstinedalsskolen var 4. december 1990, hvor BJU opførte Jul i Eventyrland. Der blev lavet 69 produktioner på denne scene.

Lokaler på Boholtevej 91

22. oktober 1990 startedes indretningen af de nye lokaler på Boholtevej 85. Efter at en del sponsorer havde ydet stor støtte til flytning og indretning, og en del af medlemmerne havde tilbragt adskillige dage og nætter for at få teatret op at stå, med alt hvad dertil hører, havde BJU den første premiere 22. marts 1991 på foreningens “nye scene”. Derefter fulgte revyen Køgereden, som havde premiere 20. april 1991. Indtil i dag (60 årsjubilæet) er der lavet 41 produktioner på denne scene. I alt har foreningen haft mere end 150 premierer i de første 60 år. Dertil flere har der været flere opsætninger af Holbergs skuespil i Museumshaven, foruden at amatørerne har optrådt ved mange andre lejligheder uden for scenen.

I juli 1993 udkom første nummer af “Stikket”, medlemmernes interne blad.

Siden da er fortæppet blevet udskiftet, lys- og lydteknikken er blevet fornyet og kraftigt udbygget. Det samme gælder for rekvisitkælder, kostumerum og værkstedsfaciliteter. Alt sammen med hjælp fra kommunen, amtet og gode trofaste sponsorer. Et el-klaver er sponsoreret og vi indkøbte brugte stolesæder fra Køge Bio.

Æresmedlemmer

Følgende har i tidens løb opnået æresmedlemskab: Niels Herlow 1969, Henry Petersen 1979, Agnete Thyssen 1984, Agnete Madsen 1989, Poul Bostrøm 1998, Jørgen Poulsen 1999, Ib Helge Hansen 2000, Lisbeth Hoffmann og Georg “Gokke” Steinberg 2004, Bodil Birch 2006, Mogens Høhling 2009, samt Jørgen Jespersen 2012 .

Det har desværre ikke været muligt at nævne alle de medlemmer, der har været med til at præge foreningen i de forløbne år, men det vigtigste er jo også, at man har været med, og har haft en god tid sammen i foreningen. Selvom udbudet af fritidsaktiviteter er større nu end da foreningen startede, har foreningen alligevel mange aktive medlemmer, og kan præstere 3-4 opsætninger foruden tre BJU-opsætninger om året.

(Kilder: Kjøge og Omegns Dagblad, Østsjællands Folkeblad, Kjøge Avis, Stikordet samt Køge Byhistorisk Arkiv.)

Bonus: Du kan følge de sidste små 10 år i foreningens historie “live” ved at se tidligere udgaver af Køge Amatørscenes hjemmeside her.